Log ind

3 lækre kålsalater der booster din mulighed for vægttab

Hvis du overvejer et vægttab, så har du sikkert hørt om, at kål er effektivt. Det fylder godt i maven, giver god mæthedsfornemmelse, er sundt for mave-tarmsystemet og alt mulig andet.

Til gengæld vil du ikke være alene, hvis du er en af dem, der ikke normalt jubler over tanken om kål. Bare rolig. Det er der ikke noget unikt i.

For, som det ofte er tilfældet, oplever mange, at “det sunde” også opleves som “det kedelige”. Men sådan behøver det bestemt ikke at være. Hverken, når det drejer sig om sund livsstil, træning eller for den sags skyld sund mad, der mætter på den gode måde.

I denne artikel giver vi vores bud på 3 lækre kålsalater, du enten kan spise alene eller som det perfekte tilbehør til gode sager fra grillen.

Kål – 5 gode grunde til at sætte kål på menuen

  1. Kål mætter. Det høje indhold fibre sikrer, at din mæthedsfornemmelse holder længere.
  2. Kål er sundt. Kål er fyldt med masser af kostfibre og rigeligt med vitaminer, heriblandt B-, C- og K-vitamin.
  3. Kål er bæredygtigt. Kål bliver dyrket i Danmark og mange andre steder i Europa året rundt – ja, du kan faktisk selv dyrke din kål – så transporten er minimal
  4. Kål holder længe i køleskabet. Det reducerer dit madspild og er godt for pengepungen
  5. Kål er billigt. I sammenligning med andre madvarer, får du rigtig meget for pengene, når du vælger kål

Giv kålen modspil. Så bliver den lækrere

Kål er som sagt sundt. Og effektivt. Men hvordan kan du gøre den mere lækker og appetitlig, så den oftere kommer med på bordet? Svaret er både enkelt og mangfoldigt: Giv kålen modspil!

Kålens ofte udtalte bitterhed har det rigtig godt med modspil fra fx frugt, majs, bønner og ikke mindst fra dressinger, der fokuserer på at give et pift i form af skarphed fra fx sennep eller sødme fra honning.

Så tænk altid ud over selve kålen. Det giver et kæmpe løft.

3 lækre opskrifter, der kun tager få minutter at tilberede

Spidskålsalat med appelsin, vindrue og blåbær og senneps-honning dressing

Det skal du bruge:

  • 1 spidskål
  • 2 appelsiner
  • 20 stenfri druer
  • 100 g/en lille bakke blåbær
  • Salt og peber til tilsmagning
  • Olivenolie, sennep og flydende honning til dressing

Sådan gør du:

  1. Skyl og snit spidskålen fint, enten på rivejernet eller med kniv. *Hvis kålen er et par dage gammel, kan du med fordel lægge den fintskårne kål op i en skål med iskoldt vand i 20-30 min. Så bliver den spændstig og frisk igen. Husk at dryppe salaten tør inden servering.
  2. Tag skallen af appelsinerne. Skær de afskallede appelsiner i små tern. Husk at fjerne eventuelle kerner og kernehuse.
  3. Rens og del de stenfri druer. Hver drue deles i 4 stykker
  4. Rens blåbær
  5. Bland nu salat, appelsinstykker og blåbær sammen. Gør det forsigtigt, så du ikke ødelægger strukturen i appelsin og blåbær

Bland olie, sennep og honning sammen til en velsmagende dressing. Husk at smage til med salt og peber.

Et lille pift:

  • Hvis du ønsker at pifte denne lækre kålsalat op, kan du hakke lidt nødder, fx valnødder, og drysse hen over salaten
  • Hvis du kan lide smagen af krydderurter, er lidt frisk timian eller mynte eller thai-basilikum et godt, lille pift

Denne salat kan sagtens udgøre et helt måltid her til sommer. Ellers er den en perfekt makker til kylling eller laks fra grillen.

Spidskålsalat med forårsløg, bønner og avocado

Denne salat er en ren lækkerbisken. Sjældent har kål smagt så godt. Den er en af vores egne favoritter

Det skal du bruge:

  • 1 spidskål
  • 1 moden avocado
  • 1 bdt. forårsløg
  • 150 gr. bønner, optimalt edamamebønner (kan fås på frost. Skal blot optøs inden brug)
  • Salt og peber til tilsmagning
  • Olivenolie, citron og flydende honning til vinaigrette

Sådan gør du:

  1. Skyl og snit spidskålen fint, enten på rivejernet eller med kniv. *Hvis kålen er et par dage gammel, kan du med fordel lægge den fintskårne kål op i en skål med iskoldt vand i 20-30 min. Så opleves den spændstig og frisk igen. Husk at dyppe salaten tør inden servering.
  2. Del avocadoen. Fjern stenen. Brug en ske til at tage avocado-kødet ud med. Skær det i små tern
  3. Rens forårsløgene. Skær bundene af. Tag den “lyse” del og snit i mindre stykker. Tag den “grønne” del og snit meget fint
  4. Skyl bønnerne
  5. Bland nu salat, den “lyse” del fra forårsløg, bønner og avocado forsigtig sammen
  6. Drys med den “grønne” del af forårsløg på toppen

Bland olie, citron og honning sammen til en velsmagende dressing. Husk at smage til med salt og peber.

Et lille pift:

  • Hvis du ønsker at pifte denne lækre kålsalat op, kan du hakke lidt nødder, fx valnødder, og drysse hen over salaten
  • Hvis du kan lide smagen af krydderurter, er lidt frisk dild eller timian et godt, lille pift

Salat kan sagtens udgøre et helt måltid her til sommer. Ellers er den en perfekt makker til kylling eller laks fra grillen.

Hvidkålssalat med forårsløg, æble, valnød og granatæble

En twistet udgave af Waldorff-salaten. En meget saftig salat, der er fantastisk i sig selv og lige så suveræn sammen med lyst kød som kalv, kylling eller laks.

Det skal du bruge:

  • 1 hvidkål
  • 1 bdt. forårsløg
  • 2 æbler
  • 50-75 gr valnødder
  • 1 granatæble (eller en boks med granatæblekerner)
  • Salt og peber til tilsmagning
  • Olivenolie, citron og flydende honning til vinaigrette

Sådan gør du:

  1. Skyl og snit hvidkålen fint, enten på rivejernet eller med kniv. *Hvis kålen er et par dage gammel, kan du med fordel lægge den fintskårne kål op i en skål med iskoldt vand i 20-30 min. Så opleves den spændstig og frisk igen. Husk at dyppe salaten tør inden servering.
  2. Rens forårsløgene. Skær bundene af. Tag den “lyse” del og snit i mindre stykker. Tag den “grønne” del og snit meget fint
  3. Del hvert æble i 4 dele. Fjern kerner. Del æblestykkerne i mindre stykker
  4. Hak valnødderne. Sørg for, der stadig er lidt “bid” i stykkerne.
  5. Del granatæblet. Ryst kernerne ud (se fx her, hvor let, det kan gøres – link indsættes: https://youtu.be/h_Ly_NgJcG8)
  6. Bland alle ingredienser sammen

Bland olie, citron og honning sammen til en velsmagende vinaigrette. Husk at smage til med salt og peber.

Et lille pift:

  • Hvis du kan lide smagen af “noget skarpt”, kan du snitte lidt radiser hen over denne lækre, saftige salat.

Denne salat kan sagtens udgøre et helt måltid her til sommer. Ellers er den en perfekt makker til lyst kød som kalv, kylling eller laks – gerne fra grillen.

Velbekomme.

Læs flere artikler fra LOOP

Dit LOOP – Danmarks LOOP

Læs mere

Ferietid er – også – træningstid

Læs mere

Stræk dig stærk

Læs mere