Her finder du en hurtig guide til, hvad du kan forvente, når du kommer ned i et LOOP center.
Find information om
- Hvordan logger jeg ind?
- Hvor klæder jeg om?
- Hvor begynder jeg henne?
- Hvad er en cirkel i LOOP?
- Hvordan foregår træningen?
Er du i tvivl om noget, kan du altid spørge i centret. Er du helt ny, råder vi dig til at booke en gratis introtime, og vil du bare gerne have opfrisket et par ting, giver vi også altid en gratis opfølgning med en instruktør.
Hvordan logger jeg ind?
Glem alt om fitnesskortet, der skal fiskes op ad pungen. Vi har skærme i alle centre, hvor du kan indtaste dit LOOP-login, som består af 10 cifre.
Har du et Beefit-ur eller -armbånd, så kan du bare holde det mod scanneren ved døren, og du bliver automatisk logget ind.
Hvor klæder jeg om?
Der er separate omklædningsrum i alle centre. Her kan du skifte til dit træningstøj. Har du allerede træningstøjet på, kan du nøjes med at opbevare dine sko og jakke i garderoben og evt. låse din taske ind i et skab.
Et godt tip: Du er også velkommen til at stille din taske i midten af træningscirklen. Så kan du holde øje med den, mens du træner.
Hvor begynder jeg henne?
Vi anbefaler 5 minutters opvarmning i cardio-området, inden du går ind i cirklen og træner. I cardio-området finder du cross-trainere, romaskiner og cykler. Nogle centre har også løbebånd.
Er der mange mennesker inde og træne, så der er kø til opvarmningen, er det god stil max. at bruge 5 min. Er der ingen kø, kan du bruge cardio-området lige så tosset du vil.
Hvad er en cirkel i LOOP?
Cirklen er den betegnelse, vi bruger om træningsmaskinerne, der som regel står i en cirkel i centret. De står i en helt bestemt rækkefølge, så du skiftevis træner forskellige dele af din krop. Nogle centre har én cirkel, andre har to og de helt store centre har tre cirkler, hvoraf den ene cirkel er for børn – det kalder vi LOOP Kidz.
Træning i cirklen
Du kan begynde din træning på hvilken som helst maskine i cirklen. Du går bare ind og finder en, der er ledig.
Hver 45. sekund ringer en klokke. Det er tegnet til, at du skal skifte maskine. Du skal altid rykke til maskinen mod højre.
Det første, du gør, når du sætter dig ved en maskine, er at indstille vægt, højde osv. Herefter træner du i maskinen, indtil der er gået 45 sekunder, og klokken ringer igen. Så skifter du til næste maskine til højre.
Hvornår er jeg færdig?
Du vil hurtigt opdage, at 24 minutters træning går stærkt. Så giv den gas, mens du bruger maskinerne for at få det meste ud af din træning.
Du er færdig i cirklen efter to runder. Og med færdig mener vi, at du også skal føle dig færdig. Kunne du tage en runde mere, så har du ikke givet den nok gas i de første to runder.
Ekstraøvelser og udstrækning
Er du en af de typer, der bare ikke kan få nok? Så er der et område i centret, hvor du kan lave ekstraøvelser med fx en hulahopring, elastikker og mindre håndvægte.
I samme område finder du måtter, som kan bruges til udstrækning. Der hænger også en guide på væggen, der viser, hvordan du kan strække ud efter træningen.
Kaffe og afslapning
’Den tredje runde’ er LOOP-slang for en dejlig kop kaffe i caféområdet efter 2 gode runder i cirklen. Her sidder mange og slapper af efter træningen og hygger sig med de andre medlemmer.
Nu er du klar til at give den gas i LOOP.
Vi glæder os til at se dig nede i centret!