Log ind

Mød et medlem – Lykke Lind Thomsen

Lykke Lind Thomsen, direktør for Biografklub Danmark, deler her sine erfaringer med at træne i LOOP Fitness. Som travl erhvervskvinde og mor har Lykke fundet en effektiv måde at integrere motion i sin hverdag – en nødvendighed, der giver både energi, velvære og balance. Læs med og få hendes tips til at skabe en god træningsrutine, selv når tiden er knap.

Hvad betyder træning generelt for dig?

For mig er træning mere en nødvendighed end en livsstil. I min alder bliver det vigtigere og vigtigere at passe på sig selv og opbygge eller vedligeholde muskler. Når man kommer ind i en god træningsrutine, følger der mange andre gode ting med: Jeg får bedre søvn, tænker mere over min kost, får generelt mere energi osv.

Hvor har du trænet, før du begyndte i LOOP?

Jeg har tidligere trænet i forskellige træningskæder og centre og har altid været glad for at løbe og dyrke yoga. Jeg har også trænet udendørs med en personlig træner. Når jeg først kommer i gang, har jeg altid godt kunnet lide at træne.

Hvorfor valgte du LOOP?

Faktisk primært på grund af beliggenheden. Min søn dyrker idræt flere gange om ugen i en hal tæt på LOOP, så det er helt oplagt, at jeg også får dyrket motion, mens jeg venter. Den største udfordring ved at komme afsted til træning er tiden i en travl hverdag. LOOP-konceptet appellerer til mig, fordi jeg kan få en effektiv træning på relativt kort tid. Jeg kan godt lide den hårde, effektive træning, hvor hele kroppen bliver styrket. Hvis jeg har mere energi efter to runder i cirklen, kan jeg supplere med konditionstræning, f.eks. på cykel eller ved roning. Det fungerer rigtig godt.

Føler du, at du er tryg i din træning?

Ja, helt sikkert. Jeg fik en grundig gennemgang af konceptet og udstyret, som i øvrigt er nemt at bruge. Min træner kontaktede mig også efter nogle uger for at følge op og rette min teknik til. Der er bemanding i centret, så man kan altid spørge, hvis man er i tvivl om noget.

Træner du i flere LOOP-centre?

Ja, når vi er i sommerhus eller på ferie andre steder i landet, træner jeg også der. Alt fungerer, og man kender udstyret fra sit eget center. Det er virkelig en fordel, at man har fri adgang til alle centre.

Sætter du dit medlemskab i bero, hvis du holder pause fra træningen?

Nej, det burde jeg måske, men jeg synes, det er mentalt for svært at komme i gang igen efter en pause. Derfor lader jeg medlemskabet køre. Jeg bilder mig selv ind, at de pauser, jeg har, bliver kortere ved at lade abonnementet fortsætte.

Hvad vil du anbefale andre, for at de får en vane med træning?

Min bedste anbefaling til folk, der – som jeg selv – har en travl hverdag og mange undskyldninger for ikke at få trænet, er at sætte ambitionsniveauet lidt ned og starte med at komme afsted 1-2 gange om ugen. Hurtigt får man lyst til at træne mere, fordi kroppen har det godt med det. Så længe du kommer afsted, selv bare én eller to gange om ugen, så ros dig selv for det i stedet for at slå dig selv oven i hovedet over de gange, du ikke nåede det. De fleste oplever, at når man først kommer ind i en god rutine, følger formen med, og man får lyst til at træne mere.