Log ind

Flere grøntsager? Intet problem!

Vi skal spise grønt hver dag, men…

Vi ved det godt allesammen. Vi skal spise grøntsager hver dag, men det er ikke altid ”nemt” at finde noget grønt, som man virkelig har lyst til at spise. Ofte bliver det det samme, som du altid spiser. Ikke fordi der er noget galt i det. Men måske ikke ligefrem det mest inspirerende.

I denne artikel vil jeg prøve at komme med et par forslag til, hvordan du nemt kan lave lækre retter med masser af grønt på en let måde, så det både bliver let at tilberede og appetitligt at spise.

Skrevet af Steffen Aarøe, Retail konsulent i LOOP Fitness

Diabetes-2 som kickstarter

Jeg er i den ”heldige” situation, at jeg for ca. 15 år siden fik konstateret Type2-diabetes også kendt som ”gammelmandssukkersyge”. Heldig, nej det nok ikke det rette ord, men det gjorde, at jeg begyndte at løbe og styrketræne, samt jeg begyndte at kigge mere på den mad, jeg spiste.

Alt dette for jeg kunne holde min sukkersyge nede og samtidig få lov til at spise flere af de ting, som jeg holder af – nemlig kage og slik.   

Det betød også, at jeg var nødt til at begynde at tænke over mine madvaner. Det var og er ikke let, og jeg synes, som mange andre nok også gør, at det er svært få lavet spændende grønsagsretter, som man har lyst til at spise. Jeg er nok ikke den eneste, der har stået i supermarkedet og kigget på broccoliblandingen og tænkt: ”Den tager jeg med hjem, for det er nemt”.

Når man så får broccoliblandingen kogt, ja så er den udkogt, kedelig at se på og ikke værd at spise.

Steffens 3 grøntsagsfavoritter – nemme og lækre

Det ville jeg gerne gøre noget ved, både for mig selv og resten af familien, så her kommer tre af mine favoritter til nemme måder at lave grønsager lidt mere spændende på.

Rødbeder og spidskål
Tilberedningstid 15-20 min

Denne blanding er blevet en af vores familiefavoritter, fordi den giver et godt kick til flere forskellige retter. Den er fyldt med god smag og masser af godt bid.  

Det bruger jeg

  • 3 rødbeder
  • 1 spidskål
  • Til at søde med: fx honning, sukker, æble, pærer eller marmelade
  • Krydderier: brug endelig krydderier efter din smag, fx chili til at spice smagen med
  • Olie, salt og peber til stegning

Sådan gør jeg

  1. Jeg skræller 3 rødbeder og skærer dem i rustikke tern (Kokkesprog for gode stykker med bid i), og spidskålet er flækket på midten og skåret i strimler
  2. Først svitses rødbederne på panden i lidt olie, indtil de har den smag, jeg gerne vil have. Det kom bag på mig, hvor lang tid de skulle have, for at de fik den rigtige smag og konsistens – så vær tålmodig
  3. Derefter kommer jeg spidskålet på panden sammen med rødbederne
  4. Når det hele er faldet lidt til, kommer jeg noget sødt på. Denne gang brugte jeg jordbærmarmelade. Det kunne også være æblestykker, honning eller andet, der kan søde retten.

    Den er god som tilbehør til fx burger, kød eller i en æggekage sammen med kyllingebryst.

Broccoliblanding med pikantost
Tilberedningstid 10-12 min

Denne her lærte jeg at lave med grøntsagsbund, og så har den udviklet sig til broccoliblandingen. Grunden til at jeg er gået over på broccoliblandingen er, at jeg gerne vil have lidt mere ”bid” i mine grønsager.

Det bruger jeg

  • Broccoliblanding
  • Pikant ost
  • Olie, salt og peber til stegning

Sådan gør jeg

  1. Først kommer jeg broccoliblandingen på panden med lidt olie og svitser den grundigt, til alt vandet er væk fra panden. Dette er vigtigt, for ellers vil du opleve blandingen bliver ”vandet”
  2. Derefter kommer jeg ca. 1 spiseskefuld pikant smøreost på panden og lader den smelte, så alle grøntsagerne er “smurt” ind i osten
  3. Jeg synes dette lille pift giver broccoliblandingen en langt mere interessant smag og noget bid, som jeg ikke får, når jeg bare koger den

    Jeg bruger blandingen til næsten alle vores hverdagsretter, da den giver et rigtigt godt, sundt og smagsstærkt fyld på tallerkenen.

Bagte rødbeder og gulerødder
Tilberedningstid: 45-70 min

Du kender det sikkert ligeså godt som jeg. Efter at have købt en pose rødbeder, var jeg nødt til at få dem brugt og finde en god måde at spise dem på. Men spørgsmålet var lige, hvordan jeg fik noget smag ind i retten?

Det bruger jeg

  • 1 pose rødbeder
  • 1 pose gulerødder
  • Krydderier efter din smag
  • Olie, salt og peber til stegning

Sådan gør jeg

  • Jeg skærer rødbeder og gulerødder i tern og kommer dem i et ovnfast med lidt olie, for at de ikke skal sætte sig fast i fadet
  • Husk at krydre grundigt med salt, peber og eventuelt dine favoritkrydderier
  • Det ovnfaste fad sætter jeg i en forvarmet ovn på 180 grader
  • Grøntsagerne bages til de får den sprødhed, som du ønsker – her synes jeg, du skal prøve dig frem, så rodfrugterne får det ”bid”, du gerne vil have

    Jeg har brugt det som tilbehør til mange af mine retter med bl.a. kylling, oksekød eller frikadeller

Vægttab – kom i mål med mange små skridt

Læs mere

Få styr på din teknik og få mere ud af din træning

Læs mere

Bliv en bedre løber med styrketræning i LOOP

Læs mere